SKOLE-HJEM-SAMARBEJDE

Sct. Knuds Skole lægger vægt på et godt samarbejde mellem skole og hjem, da vi ved, hvor stor betydning denne dialog har for børnenes skolegang – også når man går i 10. klasse.

Informationsstrøm og korrespondance sker som oftest på Forældreintra, men der er selvfølgelig altid mulighed for at tale med en lærer, hvis der er behov for det. Ønsker man som forælder at diskutere en problemstilling med en lærer, er det bedst at tage direkte kontakt til den pågældende lærer via en besked på Forældreintra, og herigennem aftale det efterfølgende samtaleforløb.

I 10. klasse afholdes der to forældremøder i løbet af året. På første forældremøde vil emner som fag, klassens trivsel, nye tiltag samt anden information blive formidlet. Her vil også være tid og rum til diskussioner og drøftelser. Det andet forældremøde ligger umiddelbart før studieturen til New York. På dette møde er der naturligvis fokus på studieturen.

Ligeledes er der kun én skole-hjem-samtale, der sædvanligvis ligger i november måned. Her er det den individuelle elev, som er i centrum, og status på det faglige og sociale område vil blive vendt. Desuden vil vi drøfte dine muligheder i forhold til valg af ungdomsuddannelse.

Det gode samarbejde går naturligvis begge veje. Derfor har vi listet en række vigtige punkter til både forældre, lærer og elev, som vi forventer husket og overholdt, når man er en del af Sct. Knuds Skole & Børnehave.

FORVENTNINGER TIL HJEMMET

  • Som forældre har I en aktiv rolle i jeres barns trivsel og faglige udbytte. Derfor er det vigtigt at deltage i alle møder og arrangementer på skolen – også når børnene bliver ældre.
  • Vi forventer, at alle forældre holder sig orienteret på Forældreintra, da al kommunikation mellem skole og hjem primært foregår der.
  • I er som forældre loyale over for skolen, medarbejderne og klassens fælleskab. Forældrene tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart de undrer sig over eller har spørgsmål til skolens praksis.
  • Som forældre fører I en konstruktiv dialog med hinanden og med skolens medarbejdere.
  • Er dit barn fraværende, gives der besked i kontaktbogen via Forældreintra hurtigst muligt.
  • Dit barn skal have en funktionsdygtig pc med i tasken hver dag.

Forældrenes positive indstilling over for skolens og klassens øvrige elever og forældre giver eleven den tryghed og tillid til skolen, som er en væsentlig forudsætning for barnets udvikling og læring i skolen.

FORVENTNINGER TIL ELEVEN

  • Du taler pænt til kammerater og lærere.
  • Du møder til tiden.
  • Du møder forberedt til timerne og medbringer bøger/pc.
  • Du afleverer dine skriftlige opgaver til den aftalte tid.
  • Din mobiltelefon afleveres om morgenen i klassens mobilkuffert. Du har først adgang til din telefon igen, når skoledagen er slut, eller hvis din lærer vurderer, at I skal bruge den i undervisningssammenhæng.
  • Det forventes, at du møder veludhvilet op og har spist morgenmad.
  • Du har respekt for bygninger og inventar, og du rydder op efter dig selv.
  • Du medvirker til løsning af konflikter og bidrager hermed aktivt til fællesskabet.
  • Du møder med en positiv indstilling til skolen, dine klassekammerater og skolens personale.
  •  

FORVENTNINGER TIL LÆREREN

  • Vi er engagerede og motiverede i vores undervisning.
  • Vi tager hånd om trivsel.
  • Vi skaber rammer for faglig udvikling.
  • Vi tager eleverne alvorligt som mennesker. Alle børn har brug for ros, og det vil vi give sammen med konstruktiv kritik.
  • Vi betragter forældrene som samarbejdspartnere og ressourcepersoner.
  • Vi er vores rolle som forbillede bevidst i forhold til sprogbrug og opførsel.
  • Vi vil stoppe mobning i timerne og i frikvartererne.
  • Vi er objektive og retfærdige i vores bedømmelser.
© 2019 – Sct. Knuds Skole & Børnehave   |  Alle rettigheder forbeholdes  |   Privatlivspolitik
Gothersgade 28F DK-7000 Fredericia
+ 45 75 92 00 43 mail@sctnet.dk

© 2021 – Sct. Knuds Skole & Børnehave
Alle rettigheder forbeholdes  |   Privatlivspolitik